Din indkøbskurv er tom.

 Crash replacement 50% rabat** Gælder kun vare købt direkte hos Virtu og kun vare som er skadet ved styrt. (undtaget specielt designet tøj fra Virtu her gælder rabatten ikke)

Fragtfri over 300 kr med GLS.

Vi har 90 dages returret.

Verdens smukkeste etapeløb

Af Per Bausager

VIRTU BLOG

Posted in: Blog

Allerede året før jeg selv begyndte at køre cykelløb, nemlig i 1967, vaktes min særlige interesse for Giro d’Italia.

Det var da Ole Ritter vandt enkeltstarten i sin første sæson som professionel, og Jørgen Beyerholm skrev om det i BT, og der var et billede af Ole i et outfit der var så lirens, at jeg næsten ikke kunne få luft. Germanvox Vega ”brynjen” var selv på datidens sort/hvide avisbilleder outstanding at se på.

Jeg var vild med Ritter, og fulgte ham i alt, hvad der nu lod sig gøre på en tid, hvor der intet cykelløb var på TV og hvor de eneste magasiner, man kunne købe var franske og engelske. Men et eller andet sted fik jeg da set, at Germanvox-trøjen var gul med et sort bælte, og at cyklen var en sølvfarvet Coppi.

Jeg havde aldrig set noget så smukt, og det var det, der skulle til for, at jeg for penge som jeg havde tjent som mælkedreng, lod min metalblå BSA turistcykel ombygge til racer hos Gunnar Svendsen i Roskilde.

Det kan godt være, at Ritter og hans bedrifter i Italien allerede var stærk tobak for mit modtagelige sind, men den store jordrystelse indtraf, da jeg i Nørrebro Bio så Jørgen Leths ”Stjernerne og Vandbærerne,” som skildrede Giro d’Italia i 1973.

Den film gjorde – for altid – et monumentalt indtryk på mig, og afstedkom en livslang forelskelse i dét cykelløb. Rytterne var flottere, trøjerne og cyklerne mere lirens, solen mere skinnende, bjergene mere mytiske og pigerne smukkere, end noget jeg nogensinde før havde set.

Og så var det første gang jeg, at så levende billeder af Eddy Merckx. Aldrig før havde nogen gjort et indtryk på mig, som han gjorde i den film. Hans sorte hår, høje kindben, det mutte og verdensfjerne udtryk som opretholdtes selv under utrolige kraftudfoldelser, der udslettede konkurrenterne, hans fuldkommen perfekte kropslige linjer i ét med den orange maskine var et knockout.

Jeg gik derfra i en tranceagtig tilstand, fast besluttet på, at det skulle være mit livs stræben, at komme til at køre Giro d’Italia.

Der skulle kun gå fire år. I 1977 stod jeg som 20-årig, og dermed feltets yngste rytter, til start i Giroen. I Napoli og i 40 graders varme. Det var et meget emotionelt øjeblik for mig at nå et så stort mål og at stå på stregen sammen med ryttere, som jeg havde fulgt og beundret med en næsten sygelig lidenskab. Francesco Moser, Roger De Vlaeminck, Felice Gimondi, Franco Bitossi, Marino Basso, Giovanni Battaglin var der. Og så mig!

Jeg stod der selv og så med mine øjne, at rytterne var flottere, trøjerne og cyklerne mere lirens, solen mere skinnende, bjergene mere mytiske og pigerne smukkere, end noget jeg nogensinde før havde set.

De fleste professionelle cykelryttere jeg kender synes, at Giroen er det smukkeste etapeløb, man kan køre. Det kan nok være at Tour de France er meget større og vigtigere, men der er en særlig  aura omkring Giroen, som gør, at man som rytter kun kan elske den, til trods for, at den er den rutemæssigt hårdeste af de tre Grand Tours.

Hvis jeg skal give mine bud på, hvad der gør Giroen så smuk, vil jeg pege på klimaet, som (for det meste) er perfekt til landevejsløb, landskaberne, som er evigt afvekslende og imponerende, maden som er bedre end i noget andet etapeløb (cykelryttere elsker mad), og så publikums kærlighed til cykelryttere og cykelsport, som er større end noget andet sted. Der er simpelthen ikke andet sted, hvor menigmand ved så meget om cykelrytteres lidelser og ofre som i Italien. Det er noget der er meget stor respekt for, og stor kærlighed til.

Enzo Ferraris far belærte ham: ”Cykelrytterne, det er mænd der forstår at svede. Dem skal du have respekt for.

Og så synes jeg, at man i Giroen, mere end i noget andet løb, tydeligt mærker rejsen gennem landets regioner. Forskellene i landskab, køkken, kultur. Lombardia, Veneto, Trentino, Toscana, Marche, Campania, Puglia, Sicilia osv. Selvom man naturligvis ikke kan orientere sig i ro og mag som en turist, så registrerer man alle disse ting. Den enorme spændvidde fra en dagslang elevatorkørsel i stegende hede i syd, de lange dovne og flade syv timers-etaper op langs Adriaterhavet, hvor man snakker og kigger på strandpigerne i deres bikinier, indtil der mangler 50 kilometer,, og spinterholdene minder én om, at man er på arbejde. Og endelig til de brutale etaper i Dolomitterne, hvor der er dommedagsstemning allerede ved morgenbordet, fordi alle ved, at nu begynder en dag hvor skal lides ultimativt.

Bella Italia! Passo dello Stelvio, Monte Carpegna, Tre Cime di Lavaredo, Colle d’Agnello, Passo Giau, Savona, Forte dei Marmi, Messina, Bergamo, Classifica Generale, Traguardo Volante, Rifornimento, Grand Premio di Montagna, Ultimo Chilometro, Arrivo, Partenza og alle de andre dejlige, forførende og blomstrende ord og navne… Giro d’Italia er verdens smukkeste cykelløb.

Basta!

(Skrevet som forord til RenePreuthuns bog, La Corsa Rosa i 2017)