Din indkøbskurv er tom.

 Crash replacement 50% rabat** Gælder kun vare købt direkte hos Virtu og kun vare som er skadet ved styrt. (undtaget specielt designet tøj fra Virtu her gælder rabatten ikke)

Fragtfri over 300 kr med GLS.

Vi har 90 dages returret.

Cykling når det er bedst

Af Per Bausager

VIRTU BLOG

Posted in: Blog

Allerede under optakten fornemmede man, det ville blive et stort løb. Den retirerede 4-dobbelte vinder, Tom Boonens fornærmelser af Peter Sagan mindede mig om de verbale udvekslinger der fandt sted i de store Muhammed Ali-kampe i 70’erne, som Thrilla in Manila og Rumble in the Jungle.

Den 3-dobbelte verdensmester havde ikke haft et forår på højde med de to foregående år, hverken hvad angik resultater eller sprudlende kørsel. Han havde godt nok vundet Gent-Wevelgem i en spurt, men var kommet til kort overfor det giftige Quick-Step-hold - Tom Boonens gamle arbejdsplads - i det meget vigtigere Flandern Rundt. Sagan var kommer på mellemhånd, og havde ikke et svar parat da dagens supermand, Niki Terpstra, satte kniven ind på det faux plat, som er på toppen af Kruisberg i Ronse. Terpstras aktion var så magtfuld, at den afstedkom en direkte ydmygelse af Italiens største cykelrytter, Vincenzo Nibali, der blev savet midt over, og sat fra dæk, da hollænderen satte den ud på møtrikken op mod toppen. Det må have en en bitter kalk at drikke for den stolte sicilianske gladiator. Sagan forsøgte sig efter Kwaremont, men blev lukket ned af Gilbert, og var godt nok i stand til at køre fra resten af favoritgruppen på de sidste meter af Paterberg, og indlede jagten på den formidable Mads P., men måtte efter få km. slå op i banen og lade sig hente. Et klart vidnesbyrd om, at han ikke var den samme Sagan som i 2016.

Efter løbet sagde Sagan, at hvis ingen ville samarbejde med ham, så ville Quick-Step vinde løbene. Tom Boonens svar var hårdt: “Sagan skal holde sin mund. Han er altid den første til at sidde på hjul og profitere af andres arbejde”.

Jeg syntes det var en urimelig besked, fra den ellers fornuftige Tommeke. Man kan nok diskutere om det er fornuftigt, at klage offentligt over manglende samarbejde, men Sagan er vel de seneste års mest offensive rytter, og har netop ofte kørt så generøst at der har kostet ham sejre. Men at være verdens bedste cykelrytter på sit felt, og på samme tid være så hurtig som Sagan, medfører at man kommer til at sidde med ansvaret for det hele - i alle finaler, når der er tale om mindre grupper. Spørge bare Paolo Bettini. Problemet er selvsagt mest påtrængende når man sidder uden holdkammerater, hvad Sagan for det meste gør.

Sagan undlod at svare Boonen, men erklærede, at hans svar ville komme i Paris-Roubaix. Jeg følte mig igen hensat til Rumble in the Jungle - og til store forventinger.

Tom Boonens anklager var muligvis tunge, men Peter Sagans svar var endnu tungere.Efter at The Wolf Pack havde spillet 2 af deres esser - først Gilbert, så Stybar - ud efter Arenberg, og den olympiske mester, Van Avermaet havde angrebet helhjertet 2 gange, og favoritgruppen sad og åndede med gæller, lettede VM-trøjen anker. Der var små 55 km. hjem. På TV så det ikke ud af meget, men der er ingen, som vil vinde Paris-Roubaix, der lader Sagan køre væk, så han har uden tvivl kørt meget meget stærkt. Det tog ham da også meget kort tid at opbygge et forspring på 40 sek. og komme op til de tidligere udbrydere, som ham klogt opbrugte totalt, inden han overlod dem til deres sørgelige skæbne midt ude på nordfranske pløjemarker. Kun den formidabelt kørende schweiziske mester, Dillier formåede at holde hjul på en verdensmester der kørte så stærk på brostensstykkerne, at favoritgruppen efterlod det ene prominente navn efter det andet i jagten på ham.

På Carrefour de l’Arbre vred Terpstra gashåndtaget helt i bund, men så store navne som Van Avermaet og Vanmarcke sugede grundvand, og han barberede Sagans forspring ned med 20 sek, og man begyndte at tænke på om de ville nå op, men da de kom ud på asfalten, var krudtet vådt, og Sagan og den - på asfalt - stærkt arbejdende, Dillier, øgede igen.

The rest is history, som man siger, men endnu et episk Paris-Roubaix, og en historisk bedrift af Peter Sagan at vinde det største af alle monumenter ved et så langt udbrud, og så i VM-trøjen. Man skal tilbage til 1981 (Bernard Hinault) og 1978 (Francesco Moser) for at finde nogen der har gjort det.

I dag indledes et nyt afsnit af sæsonen. Det er slut med brosten, og det bliver nu de lettere kalibres scene. Amstel, som køres i dag, er dog en mellemting, hvor lidt tungere folk som fx. Gilbert og vores egen Valgren er i spil, mens Fleche Wallone (på onsdag) og Liege-Bastogne-Liege (på søndag) er mere for typer som Valverde, Nibali og Dan Martin - altså de ryttere som er GrandTour-contenders.

Og når der er slut, så er Giro d’Italia lige om hjørnet.

PS. Peter Sagan kørte Paris-Roubaix i en Sportful Bodyfit2 Road Suit. Den kan vi levere i dit eget design for kr. 1.310 (inkl. moms) ved køb af min. 10 stk. Skriv til gear@virtucycling.com for tilbud på Sportful teamtøj.